onsdag den 25. maj 2016

PRIMO MAJ - NÆSTEN FORÅR/SOMMER


De nye tulipanløg og narcisser er kommet godt gennem vinteren og farverne er som jeg har forestillet mig.


Lige nu vælter hasselurt, hosta og julerosernes nye blade op af jorden. Min Hortensia Ayesha har jeg opgivet og klippet ned til jorden. Nu kommer der mange nye skud fra roden og jeg mener at have læst at den kan blomstre på de nye skud.

Den blå anemone dukker op mellem bunddækket sammen med de gule og hvide aurikler. Den har nu en hel speciel blå farve. Sjovt, at blå blomster næsten altid har gule frugtstande.



De flotte mirabeller står på vandværkets grund. Men det er gratis at nyde synet af dem. 


Mit bed med stenkanten har fået en god kompostblanding - og jeg er næsten færdig med at stikke græsplænens kanter af. Desværre er min elskede spade flækket midt over, da jeg ramte en stor sten.


Piletræet, som væltede i stormen har fået en solid pæl og er blevet  beskåret meget kraftigt. Noget senere har jeg også pillet mange nye skud af den. De store tulipaner i forgrunden er købt som XXL løg for 5-6 år siden . Der var 12 - og nu er de blevet til 16 tulipaner.


En af de bedste pladser er vores kompostplads bagest i haven. Den er godt skjult af brændeskuret og rummer også den lukkede kompostbeholder og en stor regnvandstønde. Tørt haveaffald til at blande i den grønne kompost gemmer jeg i en utæt regnvandstønde ved siden af kompostkasserne. Det grønne affald fra køkkenet er som regel for vådt til at kompostormene trives.

Jeg føler mig som en hane, når jeg står oppe i min kompostbunke og skovler den omsatte kompost ud over kanten. Herligt  - og omsat på 2 år.



Vi har ingen jydekrog og ingen trailer, så alt haveaffald fra den store have bliver kværnet, komposteret eller brugt som jordddække. Vi har ingen køkkenhave, så komposten kommer i blomsterbedene, under træerne og den hjemmekværnede flis bruges som bunddække. Det fungerer fint, men der er noget arbejde med det. Fint,  - så sparer jeg fitnesscentret!


Det føles dejligt at flytte de rengjorte teaktræsmøbler ud i haven efter overvintringen på den overdækkede terasse. Jeg skrubber møblerne med brun sæbe om efteråret og gør ikke mere ved dem i løbet af sommeren.  


Græsplænen er så langsom ved at komme sig. Der er enkelte pletter som jeg må efterså med frø blandet med sand. Vi har haft et par duer på besøg hver dag, som har mæsket sig med græsfrø.


Men der hvor græsset er kommet, ser det fint ud!



EN SLEM OVERRASKELSE - SNE SIDST I APRIL


Sne den 24. april ? Det var underligt at vågne op til 10-15 cm sne, mens mange løgplanter stod på nippet til at springe ud - og forsythiaen blomstrede i fuld flor.





Jeg var bekymret for om hjertetræet, som stod med spæde blade (til højre i billedet) kunne klare mosten/frosten, men det kunne det heldigvis, for det er mit yndlingstræ
.

Men intet er jo så skidt, at det ikke er godt for noget - så vinterhyggen kunne lige forlænges lidt.

EN NY PLANTEKASSE - ET ANDET STED I HAVEN

Min høje plantekasse er ved at vælte, fordi brædderne er rådnet op  Jeg dyrker persille, dild og purløg i den. Med årene var der også blevet for meget skygge, så en ny kasse med en ny placering stod på min ønskeliste. Heldigvis har jeg en fingersnild mand, som jeg ikke skal bede om den slags ting to gange, før han har gang i tommestok og sav. 



Den nye plantekasse den 25. maj 2016


Vores søn havde arvet et massivt egetræs sofabord. Han ville bruge bordpladen til spisebord og fik en snedker til at lave et understel magen til, men med højere ben. Jeg syntes det var synd at save understellet til pejsebrænde og forsøgte i første omgang at sælge det på DBA, mens det alligevel kun stod ude på terassen. Da ingen viste interesse for understellet fik jeg ideen til at bruge  det som stel til en ny plantekasse. Det tykke egetræ skal nok holde min tid ud.


Det varede ikke mange timer, før gemalen havde skruet brædder på stellet. Jeg ville gerne have en bund i, så udover brædderne kom der også trådnet i bunden. For at undgå direkte kontakt med det trykimprægnerede træ, købte jeg noget ukrudtsdug, som jeg forede kassen med inden topbrædderne blev skruet på. Måske skal jeg også have sat en "sneglekant" af aluminium rundt om kassen. 



Kassens nye placering giver halv sol, halv skygge, så jeg regner med at jeg har fundet en fin placering til kassen. 

Foreløbig kom der til at se sådan ud - men senere fik jeg nogle gratis fliser hos en nabo, som ikke skulle bruge dem mere. Jeg fandt nemlig ud af at der skulle være fliser tæt ind langs kassens bund, så jorden ikke piskede op langs siderne i regnvejr. Det skal nok blive godt, hen ad vejen.


Jeg havde ikke regnet med at det var så svært at bryde den gamle kasse ned og fjerne jorden, men godmorgen! Hele kassen var infiltreret med efeurødder, som havde fundet ind mellem brædderne. Samtidig havde rønnebærtræet sendt sine rødder op i kassen, så jeg kom virkelig på arbejde. Den gamle jord fra kassen dryssede jeg ud over den nysåede græsplæne. 
Tilføj billedtekst

Nu skal jeg finde ud af, hvad jeg skal plante i det ledige bed, som ligger i total skygge det meste af dagen. Måske nogle hortensiaer fra sidste års krukker og noget bunddække?



Omkring plantekassen i slutningen af maj

FEBRUAR OG MARTS 2016 - VENTE PÅ FORÅR

En daglig rundtur i haven giver uro og ro  i sjælen. Der er intet, der kan ordnes nu, medmindre man vil beskære og fælde træer eller foretage andre store ændringer. Så derfor skynder jeg mig ind igen til kaffen og den lune pejs.


Der ser noget trist og dødt ud rundt omkring i den store have. Den grønne græsplæne består mest af mos, som har bredt sig gevaldigt de sidste 3 måneder. Løgplanten "Fuglemælk" skyder op af plænen mange steder, men de plejer aldrig at nå så langt at de blomstrer, før jeg har været der med plæneklipperen. I år må der dog ske noget drastisk med græsplænen. Jeg tror at jeg har været alt for nærig med gødningen sidste år.




Små tegn på forår er der dog rundt omkring. Hvis auriklerne kunne have ventet med at komme op i nogle uger, ville jeg også have haft lyst til at rydde pænt op rundt omkring dem.



Åh nej, et kig ud af vinduet: Et stort bøgetræ, som er en af gadens "vartegn" var ved at lade livet. Men jeg forstår nu godt at træets ejer gerne vil have mere lys og luft i sin have.



Også på denne årstid er aftenhimlen ofte betagende. Vi ligger i et område, der ofte overflyes af passagerfly i alle himmelsretninger.



Jeg har overvintret 3 potter med nyresnerler i vinduet på værkstedet. Heldigvis i selvvanderpotter, ellers ville jeg have glemt dem.  Plantecentret havde stedmorblomster og de kan jo godt tåle lidt frost. Jeg faldt for den lidt specielle abrikosfarvede, samt nogle pinkrøde og hvide. Min erfaring siger mig dog at de ikke skal blive i bakkerne ret længe. Så danner de rødder, som senere ikke vil vokse ud af klumpen.





Jeg havde et eller andet sted læst at ren træaske fra brændeovnen var et godt middel mod alger.
En mindre del af terassen op mod haven blev forsøgskanin. Det var endda rigtigt godt. I starten troede jeg at askens farve bare gjorde fliserne lyse, men efter den første regn var både aske og alger væk.


Forårets indkøb af gødning, kalk og plantejord er ikke helt billig, men i år får jeg brug for endnu mere end det der blev købt i første omgang


Da vi nåede til midten af marts kunne jeg ikke styre mig længere og vejret var også tilpas tørt til at jeg kunne vertikalskære vores græsplæne. Rom blev ikke bygget på een dag, så det tog mig hele 3 dage at vertikalskære på kryds og tværs. Det er nemt nok at køre med maskinen, det er arbejdet med at rive mosset sammen, som kræver gode armkræfter ........ og et sted at komme af med mosset.





Vi har heldigvis god plads til at dække med mos langs hække og på vores lille skovsti. Der skete bare det, at det afrevne mos
begyndte at blive grønt igen, så jeg måtte ud og vende det.




For at kunne køre lange stræk med vertikalskæremaskinen uden at skulle vende alt for ofte, kører jeg anderledes end med plæneklipperen, nemlig diagonalt - på kryds og tværs. 





Færdigt arbejde. Jeg har strøet kalk og gødning samt eftersået hele 13 kg græsfrø. Så er det bare om at vente.................normalt gror græs når jordtemperaturen er 7 grader og derover. I år var temperaturen meget længe om at komme derop på grund af de meget lave nat- og dagtemperaturer. I ventetiden var der så tid til at flytte den gamle rådne plantekasse og få tømret en ny plantekasse.