mandag den 16. november 2015

DØRKRANSE ER SJOVE AT BINDE




Efteråret indbyder til diverse pynt til krukker og døre. Jeg er knap færdig med at gøre haven vinterklar, men regnbyger tvinger mig ofte til at søge ind på værkstedet - og så kan jeg passende bruge tiden til at binde kranse til pynt


Det er svært at finde en hjerteform til basis for dørpynt. På billedet nedenunder viser jeg en almindelig rund halmkrans, dyppet i vand og holdt i hjerteform med snor og elastik. Samtiig med at lavendlerne blev klippet lidt ned, brugte jeg blade og stilke til at binde et helt enkelt hjerte med.



Sidste år bandt jeg et rigtig stort hjerte. Som "stativ" brugte jeg meterlange ligustergrene, 3 grene holdt sammen med ståltråd. 


Hjertet er bundet med lavendelgrene, kaprifolier, røllike og andet blomstrende fra vejgrøften.


Det endelige hjerte pyntet med roser til et sølvbryllup



I år har jeg prøvet Aysha hortensier, efeu og efeublomster på en halmkrans ombundet med afklippede ligusterrødder fra nyplantede ligusterplanter





Krans med tørrede hortensia og judaspenge. Denne krans holdt kun en uges tid, de tørrede hortensiaer mistede hurtigt farven og blev kedelige


Buksbom, mariebær og bogfrugter



Lavendel, buksbom, hortensia og Sct. Hans Urt


Gyvelgrene, japanske kvæder og kristtornblade. Lilla glasbær



søndag den 8. november 2015

SJOVE SVAMPE OG NOVEMBERHAVE



På vejen hjem fik jeg øje på denne mærkelige svamp. Først troede jeg at det var noget fra en appelsin, men det var en svamp. Det er ikke lykkedes mig at google dens navn.


Som lille ser svampen sådan ud. Det ser ud som om den vokser sig større ud fra midten. 


I min egen have havde jeg nogle dage tidligere fundet denne koralsvamp. 


Efteråret byder på rigtig mange bladfarver. Det er også som om bladene sidder lidt længere på buske og træer i år.

Takstræet nederst til venstre i billedet var klippet totalt ned og det var tvivlsomt om det ville komme sig igen. Det har været et år om at få nåle igen. Det første hold blev frostsvedet i foråret.
De to birketræer er nøjagtig lige gamle og selvsåede. Træet til venstre står på naboens grund. Jeg ville have gravet vores selvsåede træ op, men besluttede mig for et eksperiment: Træet bliver klippet helt ind til de tykkeste grene hvert forår. Det er jo imod træets natur, men jeg synes nu godt om det alligevel.


Hortensiaerne langs husets nordside og tæt op ad muren har haft eventyrligt mange blomster i en skøn douche rosa farve i år.


De sidste æbler er faldet ned i nattens storm og mange af de gamle tynde og frønnede grene er også knækket af. Jeg har lavet gelee af de sidste æbler. I forvejen ligger der  20 stk. 1 liters isdåser med æblemos i fryseren, kogt i microovnen. Desuden er der nogle glas  blandet æble/hyben marmelade.


Vores terassebord står godt beskyttet under taget og med kig til det mange gange om dagen fra vores stue, elsker jeg at have sammenplantninger stående på bordet. Mange af planterne kan sagtens tåle lidt frostgrader. 


Jeg kan slet ikke stå for pyntegræskar med bizarre former.






FLISERENSNING MED NILFISK PATIO CLEANER


Sikke et oktober og november vejr vi har haft i år. Det er langtfra alle træer som har smidt bladene og vejret er så mildt, at jeg har nået mange af de gøremål, der plejer at vente til foråret. Jeg har stukket græskanter og fjernet ukrudt, tømt og renset krukker, lagt blomsterløg i spande og i dag var turen kommet til fliserne udenfor huset. De seneste år har jeg undgået kemikalier i haven og i stedet for algefjerner, som dog er miljøgodkendt, har jeg brugt vores højtryksrenser med Patio Cleaneren fra Nilfisk.

Patio-Cleaneren har roterende børster og højtryksdyser og er ikke så hård ved flise eller træbelægning som ren højtryks-rensning. Jeg havde ikke fejet fliserne før rensningen, hvilket nok havde været en god ide. Gummistøvler og "gummi-bukser" er et must til den opgave.


Man kan sagtens se, hvor man har været med maskinen.
Den tager også ukrudtet mellem fliserne, hvis det ikke er særlig stort.






Det kan man da kalde effektiv rensning! 

søndag den 1. november 2015

STØTTEMUR AF MARKSTEN - OKTOBER 2015

 Det milde og tørre efterårsvejr er lige tilpas til et haveprojekt, som jeg længe har villet føre ud i livet. Det store runde bed midt i haven skråner næsten 50-60 cm fra for til bagkant. Det ville jeg gerne rette lidt op på, så bedet blev mere vandret. Indtil 2012 siden stod her et kæmpestort grantræ i midten af det runde bed. Med de senere års storme turde vi ikke lade træet blive stående til fare for huset. Det måtte fældes af en profi.




Det gjorde ondt at se træet falde for økse og sav, for vi havde købt det da vi flyttede ind i vores nybyggede hus i Gram ved Skanderborg i 1966 og taget det med os da vi flyttede i 1973. 


I stedet for grantræet blev der plantet et hjertetræ, hortensia og Cornus kousa Satomi + diverse andre planter. Forrest i bedet var der en kant at porcelænsblomster. Desværre blev de infiltreret af græs og vokset sammen med græsplænen. Jeg havde allerede taget dem op, renset og genplantet hele   2 gange, så nu måtte der ske noget nyt.


Mit ønske: en bunke marksten


En venlig nabo kendte en landmand, som havde denne  bun-ke sten liggende foran gavlen. Dem måtte jeg gerne hente. Det blev til 3 læs i bilens bagagerum. Vi har ingen trailer.


Nu  mangler vi lige at hente et læs sten mere og jeg har lagt dem sådan, at jeg kan se alle sten og vælge mellem stenene.


Først skulle alle planter langs kanten pilles op.


Der lå i forvejen nogle sten langs kanten, godt skjult af planterne, som var groet hen over dem. Blandt andet den store flotte sten, som vi for mange år siden gravede op på grunden.


Igang med puslespillet, for der er nogle regler, der skal følges for at resultatet kan blive acceptabelt. Jeg er jo ingen anlægsgartner, så jeg må prøve mig frem. Princippet er at man blander store og små sten sammen, gerne med de største sten i bunden. Hver sten ovenover skal have kontakt med 2 andre sten - og fugerne skal være så smalle som muligt - helst ingen lange vandrette og lodrette fuger. 


For 40 år siden - da var jeg 35, kunne jeg snildt tumle 50x50 cm betonfliser og også knækstensfliserne. Trappen har jeg bygget op for 40 år siden - og den holder endnu. Markstenene er ikke så tunge, men de skal vendes og drejes mange gange, vurderes og måske erstattes med en anden sten. 

Støttemuren skal ikke være særlig høj, så jeg har givet den et godt bagfald og har stampet almindelig lerholdig jord bagved stenene. I forvejen havde jeg gravet 12 spande jord op diverse steder, men der skulle fyldes yderligere 12-15 trillebørfulde muldjord på til sidst. Muldjorden kunne jeg grave op på skovstien.

Allerede første dag fik jeg klemt min lillefinger noget så læsterligt mellem to sten. Man skal ikke kaste med dem og i hvert tilfælde huske at give slip på dem. 



Jeg flyttede 2 stk The Pink Fairy roser til det nye bed. Som bunddække røde Heuchera (Alunrod) og endelig en kant af lavendler, som jeg havde fremavlet i løbet af sommeren.
Hele projektet tog 2 dage - det blev mørkt alt for tidligt.


Foreløbig er jeg tilfreds med resultatet. Måske finder jeg nogle bedre sten til øverste kant, men den bliver forhåbentlig alligevel dækket med lavendlerne. 


Vi er nået til 2. november - og det ser ud til at vi skal slå græs en gang mere inden vinterhvilen.


Jeg var lidt ked af at den store kønne sten slet ikke passede ind i "konceptet" for støttemuren, fordi den var meget "anderledes". Derfor fik den en tur på sækkevognen og landede ude foran huset


Jeg er vist kommet til at tippe kantstenene da jeg vippede stenen ned af sækkevognen. Det må jeg se at få ordnet.

Foreløbig er det vist det største haveprojekt jeg har for indeværende år. Til næste år må jeg have gemalen til at tømre en ny plantekasse/højbed.