fredag den 12. oktober 2012

Sommeren er definitivt slut

Det er ganske vist:: Efteråret er over os og det er tid til at "pakke" haven sammen.
Forinden er der dog en del planter, som skal holde flyttedag for at gøre plads til
mine nye roser, som jeg fik i fødselsdagsgave. I sommer købte jeg en enkelt rød
rose: "Look good - feel better" og til min fødselsdag forleden fik jeg yderligere
3 af slagsen. Jeg har tænkt mig at de skal plantes ved hjertetræet.
Hortensiaen havde ellers tænkt sig at blomstre een gang til - men det går vist ikke

Æbler i kurvevis, lyng, pyntegræskar og en masse arbejde der venter forude

Hos min søster i Flensborg tog jeg nogle husløg med hjem. Hun har en skøn
have, halvt så stor som min, men trods sine 86 år klarer hun den så flot, når hun
får lidt hjælp til de meget grove arbejder. Det er så dejligt at se, hvor fint hun helt
alene klarer sig efter mandens død for 2 år siden. Jeg tror at vi er seje i vores familie.

Efter en kold dag i haven venter der kompensation foran pejsen.

Azalea er ikke så vanskelig, når blot man vander nedefra og sørger for at den
aldrig tørrer ud. Bedst er regnvand - eller kondensvandet fra tørretumbleren.