søndag den 26. april 2009

Løvspring og blomstring

Jeg nyder de første dage med nyudsprungne træer. Farverne er så forskellige i løvspringstiden, som desværre er alt for kort. Det gælder om at nyde farverne og ikke mindst at få øje på dem.
Piletræ, hjertetræ og mirabeller i blomst
Mirabelletræerne blomstrer som store hvide skyer over alt det saftig grønne

Aftensol, espalier og bålbed i april

Billedet blev taget på grund af den flotte himmel, men afslørede samtidig meget tydeligt, hvor troldhasseltræet bør beskæres for at blive mere åben. Det gror som besat, så det er vist ret ligegyldigt på hvilken tid af året jeg skærer i det. Den tykke klump grene i midten skal i hvert tilfælde falde for saven snarest.
Årets havebål er ved at være klar - så snart det har regnet. Herefter skal der plantes i bedet. De fleste planter står og venter i spande. Det er planter som Hosta og Løvefod, som jeg graver op af bedet hvert år, og som kommer tilbage i jorden, så snart bålet/affaldet er brændt. Meget er afklippede rosengrene, som jeg ikke vil have i komposten.
Mit trådhegn til Lathyrus er blevet erstattet med et blivende espalier. Det skygger lidt mere for højbedet med krydderurter, men afskærmer samtidig mit "lille Gartneri" med det høje bord, hvor jeg står så fint og prikler og ordner planter. Her har jeg også to regnvandstønder, som bliver fyldte via skurets tagrender.
Jeg snyder altid og køber persille i potter. Vores lokale gartneri har sået og afhærdet det for mig.
Der er virkelig mange ting, som trænger til en beskæring, lugning osv lige på een gang, her hvor vi nu snart har haft solskinsvejr i 4 uger. Nu trænger både haven og jeg snart til en omgang regn.
Efeu er kønt og grønt, men jeg er nødt til at holde det nede, nu hvor det har virkelig godt fat alle steder. Det må hverken gro op i træværk, træer eller mure. Får det lov til at brede sig, kan det ligefrem sprænge både træværk og mur. Så det er bare frem med saksen, selvom det kan gøre ondt at klippe i den frodige vækst.
Mos i græsplænen klarede vi sidste år nemt og smertefrit med en omgang kunstgødning, men det kræver en ordentlig omgang regn for at få gødningen ned i jorden. De værste steder har jeg forsøgt med både mosrive og håndplukning, mens regnen udebliver.
Det er vist Danmarks fornemste havehandsker? Håndsyede Randers Handsker af fineste svineskind. Ja, det er vist at overdrive, men hvem går med handsker af den fine slags i dag? Jeg gør ikke - og der er flere af dem i skuffen. Nu gør de gavn, for de gamle havehandsker er slidt op.
Handskerne er nu ikke mere i stykker end at jeg klipper det yderste af fingrene af. Så kan jeg da altid holde på en rive med handsker uden fingre :-)

Beskæring af Kornelbusk

Min rødgrenede Kornel ( Cornus Elegantissima) med de fine hvidbrogede blade bliver alt for voldsom, når jeg ikke beskærer den. Nogle år kan jeg nøjes med at fjerne halvdelen af alle de gamle grene, som med tiden ikke er helt røde mere. Andre år går jeg mere radikalt til værks og klipper alt ned til 20 cm. Det gjorde jeg sidste år og i løbet af sommeren groede busken fint til igen. 2009 ser busken sådan ud. Til jul kan jeg igen klippe nogle af de flotte højrøde nye grene
Busken bliver både forynget og får en flottere vækst fra bunden.
Læg mærke til det sorte plankeværk, som danner baggrund for vores genbos have fra den næste vej. Vore naboer spørger om vi ikke er kede af plankeværket. Men det er vi ikke, for alternativet er et kig på et sammensurium af skure og kaninbure, trampoliner og alskens kulørt plasticlegetøj. Så jeg foretrækker det sorte plankeværk, når der nu ikke er nogen hæk.

Priklepotter af avispapir

På TV har jeg i et par udsendelser set denne fine ide til hjemmelavede priklepotter. Man skulle ikke tro at papiret kunne holde til at være vådt så længe og holde faconen. Men det går fint. Jeg har sat mine priklepotter i nogle af de små bakker man køber stedmorsplanter i. Heldigt at de ikke var røget ud. For det gør alle de andre plasticpotter, jeg havde gemt til dette formål.
Avisstrimler rulles om en passende rundstok. Jeg har brugt stemplet fra min bollesprøjte. Bunden foldes kun sammen og stampes et par gange på et hårdt underlag.
En enkelt clips holder formen foroven

Trælse vandkander får det hvide snit

Hvor er det bare træls med de der plasticvandkander med et centreret påfyldningshul placeret midt under hanken. Jeg var ret så irriteret på mine vandkander, som ikke passede under nogen vandhaner - og slet ikke under regnvandstønderne.
En Hobbykniv klarede sagen i løbet af få minutter. Pas på når du skærer, for kandernes materiale er forskellig tyk og nogle steder smutter kniven nemmere igennem end andre steder.
I gamle dage var designet bedre, men kanderne noget tungere.

torsdag den 23. april 2009

Påsketid

Påskepynt ude og inde
Superbrugsen havde tilbud på Twist chokolader i store poser. Dertil måtte man gratis få nogle plasticæg. Desværre kunne æggene ikke lukkes ordentlig. Mit barnebarn Trine og jeg brugte så alligevel æggene - men til noget helt andet. Vi lagde krøllet silkepapir i en bordeaux og grøn farve ind i æggene, limede kanterne til og hængte dem op i piletræet ved hjælp af en nylonsnor. Det så ganske festligt ud. Påskedag var vejret så dejligt at vi både kunne drikke kaffe og spise aftensmad ude under den overdækkede terasse.
Påskeæg af stof, strøget på Vlieseline og strøget sammen 2 og 2 på Vlisofix. Nemmere kan det vist ikke blive.
Jeg elsker azaleaer - især de hvide, men denne nye ferskenfarvede er nu heller ikke så tosset.
Enten kan man få disse planter til at holde, eller også kan man man ikke. Mine står sommetider i mere end 2 måneder. Hemmeligheden er at de aldrig må tørre ud, gerne må stå lidt køligt og kun må vandes nedefra.

Udsalgsløgene for fuld udblæsning

Kassen med 18 potter blå anemone (Hepatica) har gennemgået en utrolig forvandling. Det der først så ret sølle ud er blevet til store buskede planter, som er sat mange forskellige steder. Knoldene er ret små og kræver både skygge og sol og en smule skovbundsagtig jord for at kunne trives. Nu håber jeg på et gensyn med dem næste år
Løgplanterne fra udsalget var alle pengene værd. Mange hyacinter er foræret bort og resten har duftet ude på terassen. Indenfor er lugten alt for stærk. Meget stærkere end ved juletid.

mandag den 6. april 2009

Udsalg - løgplanter

Det var en annonce, jeg ikke kunne overse
En hel kasse hyacinther for 75 kr
1 kasse gule tulipaner for 30 kr og desuden 2 par træsko til 50 kr. pr. par i Byggemarkedet.
Jeg er ellers ikke vild med træsko, men disse her med både bløde såler og kappe og hele 2 numre for store er jeg allerede du's med. 1 par til pænt brug = rende på terassen, op til tørresnoren, havevandring uden arbejde og så 1 par til arbejdsbrug.
1 kasse blå anemoner (Hepatica) til 30 kr.
En enkelt hyazinth fik lov til at stå på mit skrivebord. Jeg ved snart ikke om den dufter - eller det modsatte. Stærk lugtende er den i hvert tilfælde.