søndag den 27. april 2008

Mit møde med ET - og ikke særlig sjovt arbejde

Ups - den lille fyr kom ud af æbletræet
Ja, jeg grinede lidt, da jeg fandt den lille fyr, som bare er et sygdomstegn på vores æbletræ. Men sjov det er han da.
Til gengæld har det været hårdt slidsomt arbejde for ryggen i dag. Kompostbunkerne skulle graves ud og komposten bruges til jordforbedring sammen med spagnum i de bede der fremkom efter at vores fjeldribes blev klippet totalt ned. Efter 15-20 år er der ingen vej udenom og i dag besluttede jeg mig for at også den sidste del ved bænken skulle på en hårdt tiltrængt foryngelseskur. Buskene havde 3-4-5 meter lange grene, som vævede sig ud og ind mellem hinanden i toppen. Mange steder var toppen faldet ned foran busken og havde slået rødder.
Da buskene var klippet ned til 50-70 cm var der 3-4 meter plads foran dem. Den tomme plads er nu tilplantet med 9 stk. Rhododendron af forskellige slags. I løbet af sommeren vil Ribes buskene igen være tætte og må så holdes nede, så de ikke bliver lange og risede igen.
Malearbejde
Bag ved Ribes buskene i krattet har jeg min lagerbeholder stående. Den blev nu alt for synlig, så jeg blandede en masse farveslatter sammen og gav den en omgang camouflagemaling.
I beholderen, som er lavet af restplader fra vores gamle terassetag gemmer jeg spagnum, sand, urtepotter, spande og diverse skrammel.
Det er ret hårdt at ordne kompostbunken til fin muldjord. Jeg står op i beholderne og sier indholdet med min greb. Jeg må lære at findele det grove materiale lidt mere, så det er nemmere at håndtere med greben. Men der kom 20 trillebørfulde fineste kompostjord ud af de 2 beholdere. Jeg gider ikke stikke om og alt det pjat, så i den ene beholder var der 3 års kompost og i den anden 2. års. Det ikke omsatte fra 2. års beholderen er skovlet over i den tomme beholder.

lørdag den 26. april 2008

Forhavens tulipaner og nye planter

Forhaven ligger på husets nordside
Selvom forhaven ligger i skygge af huset en del af dagen, er der alligevel morgen og aftensol. Derfor kan de fleste planter få lys nok og er sikkert taknemmelige for en smule skygge når det er varmt. Det er en forholdsvis stor forhave anlagt i flere niveauer. Det gør den måske lidt nemmere at passe fordi jeg kan tage det i flere tempi. I normale vækstsæsoner kan jeg nøjes med en stor omgang 2 gange. De 40 roser på 1. etage skal dog jævnligt have fjernet visne blomster. Jeg er lige blevet færdig med at klippe lavendler, benved, roser, potentil, spiræa antoni waterii og hypericum helt ned til 2o cm. Det er ikke strengt nødvendigt, men væksten bliver langt kønnere efter en studsning. Sidste år fik spiræaen meldug tidligt på året. Efter en nedklipning blev de fine og det passsede flot med en lidt senere blomstring sammen med hypericum.

Jeg er meget ihærdig med saksen overalt

Konkylierne som vi samlede i massevis

Da vi var i sommerhus ved Vesterhavet i vinterferien kunne vi slet ikke stoppe med at samle konkylier. Egentlig vidste jeg ikke, hvad de skulle bruges til, men nu pynter de ovenpå jorden i krukken med den kugleklippede buksbom på fortrappen.

torsdag den 24. april 2008

En lang arbejdsdag i haven inden regnen

Rosamina på terassebordet sammen med den evigt blomstrende julerose Oprydning rundt omkring Havebænken i røg og damp

Havesofaen skulle lige prøves på langs :-)

Med udsigt til regn i morgen skulle affaldsbålet brændes af i dag. Endnu manglede baghavens roser og lavendler at blive klippet ned, og for at få alt skidtet brændt var der ar bejde til det meste af dagen. Derfor lod jeg mig i eftermiddags friste af havesofaen, hvor jeg igen kunne glæde mig over at vi besluttede os for den dyre løsning med limtræsbjælker og isolerede plader. Det er 6 år siden den nye overbygning blev indviet. Med de isolerede tagplader er vi frie for kondensdryp og de to glasbeklædte sektioner gør at vi kan opholde os på terassen fra april til oktober. En god sommer venter forhåbentlig forude......

Solskinsarbejde -og vinterens spor

Tulipanerne er væltet op i løbet af denne uge

Herligt nemt med bunddække af efeu og vinca Terasse i det spæde forår Lavendler, Hypericum og Spiræa er klippet ned

Mange krukker har "varig" beplantning af opstammet liguster, efeu, lyng og en enkelt blomstrende plante Mit beskedne drivhus
Med dette lille minidrivhus kan planterne lige klare det kolde forårsvejr. Når der er udsigt til nattefrost lægger jeg et tæppe over "huset". Udover Tagetes, Strandkarse i rød og purpur har jeg sået nogle frø fra almindelige Margaritter, som jeg tog ved vejkanten sidste år. Blomsterne er smukkere end de store tunge forædlede havesorter. Gad vide om de også vil gro i min have, når de nu er kommet så flot op. Der er også pelargoniestiklinger og delte Lobelia Cardinalis. Lathyrus er igen sået i højbedet efter at jorden er blevet skiftet ud. Jeg lover mig selv hvert eneste år at jeg ikke gider så blomster næste år, fordi det er alt for arbejdskrævende. - Og jo, der er da forresten også Katost og Salvieplanter foruden 4 tomatplanter :-)

Hjertetræet i sin kønne røde forårsdragt

Så blev der igen lidt til bålet
De flade puder af benved plejer ikke at blive klippet ned før midt i maj, hvor de er blevet rigtig store og har skudt en stor top, som jeg næsten ikke kan klippe igennem. Det ordnede jeg sammen med de 40 roser, som er plantet imellem puderne. Færdigt arbejde.

lørdag den 19. april 2008

Roser til mit bålbed

Rosamina - stod der på pakkesedlen
Ved et tilfælde så jeg at Købmandsgården havde tilbud på alle mulige planter i dag: Frit valg 2 stk. for 20 kroner. Jeg snuppede en hel bakke med 12 roser i håb om at de kunne overleve det kølige forår under den overdækkede terasse. Heldigvis var vores store kurvekuffert, som om vinteren indeholder optændingspinde til pejsen netop blevet tom. Nu har jeg sat roserne derned i den store balje og om natten kan der komme låg på. Så er det lige med at huske at få taget låget af tidligt om morgenen. Det bliver spændende at se om jeg kan holde liv i dem til de kan plantes i bålbedet, hvor affaldet gerne skulle futtes af inden 1. maj.

fredag den 18. april 2008

Nu er det forår

Blomstrende ribesbuske og mirabelletræer
Lærkehækken er grøn og hjertetræet står på spring
Jeg trænger til en ny spade, men kan ikke finde en som den gamle spade - Øv.

onsdag den 16. april 2008

Pilens gæslinger og Helleborus frøstande

Gæslinger = Kätzchen på tysk
Kätzchen = Gänzlein auf dänisch

Juleroser i april

Juleroserne har stået på terassebordet siden jul og de har blomstret lige så længe. I dag så jeg at de har store næsten modne frøstande. Det bliver spændende at se om jeg kan så nogle af dem og få planter ud af det.

"Surprise" tulipaner -

Jeg havde glemt at jeg havde lagt dem i krukken og vinteren over har der stået grangrene i krukken. Da jeg fjernede grenene tittede tulipanerne allerede over krukkens kant

Vinca major er en overordentlig taknemmelig bundplante hele året rundt.

mandag den 7. april 2008

Fuglefløjt og solskin

Stadigvæk lunest på terassebordet i glashjørnet Vejr til lidt af det grove Jeg bærer stadigvæk "ved til bålet", men det skal brændes inden 1. maj.
Jeg er så småt ved at vænne mig til den "bare" baghave De formklippede buske giver haven karakter Tulipanerne har stået her i 30 år og bliver mindre og mindre

søndag den 6. april 2008

Bålbedet i funktion igen

Nu er det tid til at gøre haven forårsklar
Jetzt wird es Zeit für Gartenarbeiten
I dag var det ikke til at komme udenom havearbejdet. Det fine vejr gav formildende omstændigheder. Inden jeg havde set mig om, havde jeg været i gang med haveredskaberne i 7 timer. Efter et bad er det nu tid til at nyde aftensolen - indenfor.

Lugearbejde

Der luges og stenene pilles op og vendes hvert år- næsten som kællingen der vender sin særk juleaften

Gravearbejde

Langs ligusterhækken plejer jeg at slå de stauder og buske ned, som ikke er helt vinterhårdføre. Hækken giver tilpas læ til planterne, som i dag igen er kommet i potter for at blive plantet ud på deres sædvanlige plads om en måneds tid, når faren for nattefrost er ovre. Den brede sti langs de 35 meter hæk bliver gravet hvert forår. Det er også det eneste regulære gravearbejde jeg har.

Beskæring hører til det sjove arbejde

Stenene er vendt og ukrudtet fjernet. Det plejer at holde hele sæsonen. Jeg er ikke særlig vild med grave og lugearbejdet, så jeg havde gemt det sjove arbejde til sidst. Efter 3 års formning er kristtornen nu næsten ved at have sin kuglerunde facon. Jeg klipper altid i grenene og synes det skæmmer at klippe i bladene, så klipningen tager lang tid med en rosensaks.

Sommetider kan man først se det på et foto at noget skal rettes. Kristtornens facon er ikke helt i balance og det ville pynte svært, hvis jeg klipper bunddækket ned, så træets stamme bliver synlig. .... I morgen er der forhåbentlig atter en dag. Bålpladsen taget i brug igen

Jeg måtte indse at jeg med alt det haveaffald, som hverken kan komposteres eller kværnes, var nødt til at tage bålpladsen i brug igen. Hosta og løvefod, som var plantet i bålbedet sidste år blev sat i nogle spande - klar til at komme i bålbedet igen, når havens roser og lavendler er klippet og brændt af. Det betyder så også at min drøm om at plante roser og lavendler i bedet ikke kan blive til noget, medmindre jeg planter dem i bundløse spande, lige til at tage op. Måske skulle jeg overveje kun at ha' lave sommerblomster i bedet. Når trampolinen skal i brug, må blomsterne ikke være særligt høje.