lørdag den 1. december 2007

1. december 2007 ----tid til nye nissehuer
I eftermiddag skal børnebørnene have deres nye nissehuer. Hjemmestrikkede på strikkemaskinen. Indtil da må Jonas låne en af dem. Det ser ud som om Jimmy er fornærmet.

I dag må haven yde masser af stedsegrønt til julepynten. Der er nok at tage af: Nobilisgran, hvis jeg ellers kan nå derop i år, hvor vi har taget endnu en etage af grantræet, som vel er 8 meter højt nu og næsten 40 år gammelt. Der er masser af kristtjørn med mega-mange flotte bær, Efeu med mange forskellige bladformer, røde grene fra Cornus Alba (kirsebærcornel).Buksbom bryder jeg mig ikke om indendøre, fordi det stinker af kattepis - uden at nogens kat har været der. Mos er der også rigeligt af, foruden alle de andre små tørrede pinde og gevækster jeg finder rundt omkring.

Den store hasselgren som vi plejer at have i stuen med lys må vente lidt. Træet har ikke smidt bladene og raklerne har endnu ikke åbnet sig. Det giver et frygteligt svineri, hvis jeg tager grenen ind nu.