onsdag den 27. juni 2007

Færdigt arbejde og forhaven trimmet

Roserne står flotte efter omplantningen i efteråret
Det var spændende at se om roserne havde klaret omplantningen efter at de sidste år måtte graves op mens alle knækstenskanter blev rettet op og gjort højere. Roserne har aldrig været så kraftige som i år og jeg vil give dem en ekstra håndfuld gødning, nu hvor det regner så bravt.

Eunymos gror op i en spids

På 1. etage af knækstenskanterne er der mellem roserne plantet nogle eunymos, som gerne gror op i en spids. Hvis de fik lov til at gro op, ville der ikke være nogen synlig kant til 2. sals knækstenskant. Derfor bliver de "fladet ud" til nogle runde puder 1 eller 2 gange om året.

Vejens længste forhave på knap 40 meter

Forhavens nye bed til venstre for trappen
For ca. 12 år siden plantede vi her vores juletræ som afløser for 3 Omorika-graner, som var blevet alt for høje. For 2 år siden måtte også grantræet fældes, fordi nogle store efeu havde overtaget det, så træet svajede faretruende i stormvejr.
Bedet var frygteligt bart i starten, for vi var jo altid godt skærmede af grantræet, som dækkede hele den venstre side for trappen. I løbet af de sidste to år har jeg plantet det samme som på den modsatte side af trappen, og det hele har taget godt fat. Lavendler gror som skidt hos os. Overalt må vi fjerne lavendelplanter, så lavendlerne er aflæggere fra vore egne på modsatte side. Midt i er der et selvsået birketræ. Det får lov til at blive stående og jeg håber at kunne holde det nede i et par meters højde ved flittig beskæring.

Beatles-taks

Også i år fik takstræerne lov til at stå med min lidt specielle klipning. For to år siden var det enten eller, for jeg bryder mig slet ikke om disse kirkegårdstræer. Nu ser de da lidt specielle ud.

Arbejdet i forhaven er jeg dobbelt så længe om, der skal jo være tid til en snak med forbipasserende - og jeg har da altid et redskab jeg kan læne mig op ad. :-) Og hvis I lægger mærke til husets vinduer, ja så er der på nordsiden af huset ikke ret meget at se ud af. Ikke just tilfredsstillende for nysgerrigheden - men så må jeg jo stille mig ud med et haveredskab og se ud som om......

tirsdag den 26. juni 2007

En engelsk rose som belønning

Belønningen for havearbejdet: en engelsk rose

8 dage efter i silende regn

Billedet på planten lovede ikke for meget

Når man ikke kan nyde duften udenfor, må den med ind .... ahhhhh
En gulerod blev til en engelsk rose
Jeg har overgået mig selv i år og har ikke købt mere end 3 udplantningsblomster. Normalt lægger jeg X-antal kroner hos blomstergartneren, men i år har jeg dels haft held med de hjemmesåede planter (fordi sneglene har fået gift) og dels har jeg haft held til at overvintre og formere en del planter. Derfor kom belønningen i hus i dag: en David Austin rose med en duft "som jeg ved ikke hva".
Men fødslen i form af overflytning til en krukke var svær. Jorden i potten var så klæbrig at den nægtede at give slip på rosen. En masse af de fine hårrødder blev tilbage i den "fornemme plastpotte". Allerede første dag hang rosen med hovedet. Næste dag i regnen tog den sig dog sammen og stod ret op igen. I dag vidste den ikke, hvad den ville, men eftermiddagens kølige vejr og regn hjalp på dens humør og se om den ikke allerede ville dufte af lidt. Jeg håber at Gertrude Jekyll har accepteret vores matrikelnr.
Og guleroden? Ja, jeg havde lovet mig selv først at købe rosen når hækklipningen var overstået.

Hosta går man ikke fejl af

Hosta som fodpose for klematis
Her plejer hostaen at skærme for min klematis. Det bliver den fri for i år -Klematissen var i blomst, men så angrebet af meldug at den blev halshugget med alle blomsterne på. Meldug smitter og det skulle jeg ikke udsætte de andre planter for. Med lidt held, kan den starte forfra og nå en blomstring i efteråret. Nu må hostaen pynte i stedet for. Ellers plejer jeg at fjerne de lange stjaverter til blomster - bare rolig, de holder længe i en vase, men på planten synes jeg der er for meget "spredt fægtning".
Jeg har både hosta med de små smalle blade og den mere blålige kæmpehosta, hvor bare een plante kan dække flere kvadratmeter. Det er den gråblå sort, hvor bladene er så smukke og eksotiske. Hosta kan gro alle vegne og er en meget hårdfør plante. Der findes også en art med hvide stribede blade. Hidtil har jeg syntes at de var for urolige.

mandag den 25. juni 2007

Det hele går op i en spids :-)

Havet og haven
Når det bliver alt for varmt og jeg ikke orker flere gymnastiske øvelser i haven er det bare skønt med en sejltur. Denne lørdag havde vi glemt at se i avisen, for pludselig var vi sammen med en hel masse andre mennesker kommet til Rock under Broen. Nu forstår jeg bedre, hvorfor arrangørerne er sure på bådgratisterne. Personlig synes jeg nu ikke at musikken harmonerede med vore intentioner om en stille sejltur, så vi fik hurtigt vendt skuden.

Rock under Broen - der er godt nok drøn på!!!

Den gamle Lillebæltsbro og den nye bro i sigte

Herligt! Køligt! Stille - indtil videre Trimmet og alle blomster står på spring Det er tid at finde havesaksen frem Whauw!!!! Bunddækket under det opstammede grantræ er snart vokset sammen.
Der er masser af nye skud på kristtornen som jeg klippede skaldet for 8 uger siden
Lobularia Maritima - "Biblomme"
Bålbedet - ungernes trampolinplads
Bålpladsen som havetrampolinen dækker når børnebørnene er på besøg blev forsøgsvis plantet til . Der skulle ikke ofres ret meget på det, før vi fik set om vi kunne undvære bålpladsen til afbrænding af haveaffald forår og efterår. I midten står der en flyttet Hosta, dernæst 8 buksbom i spande (nemme at flytte med, hvis vi kommer til at skulle bruge bålpladsen igen).
De 8 buksbom var på tilbud i Superbrugsen til en tier stykket. Og endnu en gang måtte jeg undre mig over, hvad det er for planter de sælger sådanne steder. Buksbommen, som var ca. 50 cm høj, havde et kæmperodnet, som bare var bukket om og så var der klasket jord oven i potten - . Jeg hakkede rodnettet over med spaden og klippede dem tilsvarende ned. Nu er de ved at tage fat igen og skyder nye skud.
Mine høje Tagetes Vanilla, som havde sat blomst og lige skulle til at springe ud, måtte jeg nippe topskuddene på, så de ikke blev for høje, men buskede. Nu er det lige før de springer ud. Denne sort lugter ikke som tagetes normalt gør. Ind imellem er der nogle løvefod stauder, som har flotte gule blomsterstande og skønne runde løvefodsblade. (På tysk hedder mælkebøtter forresten "løvetand".)
Yderste "Ring" er af de selvsåede "Biblomme" - "Strandkarse" - Lobularia Maritima, som bare dufter vildt dejligt.
Nu venter jeg bare på at bedet gror helt til og at blomsterne springer ud, mens børnene springer ovenpå trampolinen, som farfar er blevet mester i at sætte op og pille ned på rekordtid. Det hjalp da vi fik sat farver på stropper og fjederhuller.
Min dejlige havemand har både kost og logi på matriklen året rundt
Nogen gør det - andre gør det ikke
Jeg gør det - piller de visne blomsterstande af mine rhododendron, selvom buskene er blevet ret så store. Da buskene var små mener jeg at det gav bedre blomstring, når frøstandene blev pillet af - desuden pyntede de ikke. I år kunne jeg se at blomsterne faldt af og klistrede fast på bladene som grimme brune pletter - så jeg forbarmede mig endnu engang og pillede alle blomsterstande af. Med så store buske er jeg ligeglad om der ryger et par nye knopper med, for de sidder lige under frøstanden. Man lærer hurtigt taget med at "vippe" frøstanden af.

onsdag den 6. juni 2007

Min søsters have

Min søsters have
Der Garten meiner Schwester in Deutschland
Ab und zu helfen wir meiner Schwester und Schwager bei den grösseren Gartenarbeiten.
Die beiden sind im Garten viel "Pingelicher" als wir - das geht wohl deutlich aus den Bildern hervor. Na ja, die Geschmäcker sind eben verschieden.
Det er dejligt at se, hvordan min søster og svoger passer og nusser deres have. De bor i Handewitt tæt ved den danske grænse, men jeg synes at man tydeligt kan se en anden havestil end den hjemlige. Desværre er min svoger ikke så rørig som han har været, så vi hjælper ofte til med større ting i hus og have. I går fik vi lagt fliser rundt omkring græsplænen, så den kan slås ud over kanterne. Det gælder om at gøre tingene så nemme som mulige. Men se lige alle de lave buksbomhække, som skal holdes nede og i form. Det ordner min 80 årige søster. Godt jeg er en meget efternøler, så vi kan træde til med at lægge fliser, klippe hæk osv. Vore børnebørn kalder haven for en "eventyrhave". Og lidt er der da om snakken.

mandag den 4. juni 2007

Motion og nydelse

Hortensia så blå som den flotteste sommerhimmel

Blå kan være så mange farver - nogle nuancer er jeg vild med.

En "stemningshimmel" med blomsterfarver

Sig det med blomster

Stedmoder vil ikke vige for sommerblomster

De nye sorter stedmoderblomster er meget kraftige og robuste. Jeg tror næsten at de kan holde hele sommeren. Hemmeligheden er at nogle af dem slet ikke danner frø, så de tænker bare på at stå og pynte i stedet for at bruge kræfterne på afkommet. Måske når jeg alligevel at blive træt af dem og så må de bare plantes et andet sted - for jeg havde jo planlagt høje røde lobelia og sølvblad til denne krukke.

Alt er utroligt frodigt - og trænger snart til en saks

Astrid Lindgren en kæmperosenbusk med flotte blade. Den blomstrer hele sommeren indtil frosten sætter ind. Den er ca. 2 meter høj!

Svag rosa rhododendron

Den cyclamenfarvede rhododendron er så stor at jeg beskærer den.

På billedet nedenunder ses tydeligt hvor hurtigt kristtornen er til at sætte nye blade efter en voldsom beskæring for ca. 8 uger siden. Min søster og jeg har væddet om den i det hele taget bliver til kristtorn igen - men hun ved heller ikke at jeg før har klippet den så tæt :-) .

Jordbær i ampler

Sidste år havde jeg jordbær i mit højbed. I år har jeg plantet alle krydderurter i højbedet så jordbærrene blev forvist til nogle ampler, som hænger under taget ved redskabsrummet.

Min dejlige havemand. Med lidt held kan han nøjes med at slå plænen 2 gange om ugen.