onsdag den 18. april 2007

Beskæring, såning, oprydning osv..........

Højbedet med krydderurter
Det dejlige næsten sommeragtige vejr sendte mig ud i haven og selvom jeg slet ikke var oplagt til havesysler endnu, kom der gang i redskaberne. Højbedet blev beplantet med forskellige krydderurter, og der blev sået en række lathyrus både oppe i højbedet og for foden af højbedet. Der har også stået lathyrus samme sted sidste år, så jorden måtte udskiftes inden såningen. Men...... i dag var det så køligt at jeg tvivlede på at krydderurterne som hidtil har stået beskyttet i gartneriet kunne tåle "mosten" . Derfor har jeg rigget en smule beskyttelse til med noget plastic, hvor jeg har lagt nogle kasserede rulllegardinstænger ned i nogle løbegange. Stængerne har jeg fyldt med sand for at de kan tynge plasticen ned.
En "beskåret" rive
Da jeg var træt af at rive alle småsten af jorden sammen med affald og andet godt, har jeg vor et par år siden filet hver 2. tand af en af mine river. Nu er det meget nemmere at rive de grove ting fra.
Jeg har allerede slidt 3 trillebøre op!
Der er klippet ned i forhaven - bemærk de flotte røde heuchera Forhaven er blevet bar - efter beskæringen
I forhaven er lavendler, potentil, hyperikon og spiræa Anthony Waterer skåret ned til 15 cm over jorden. Det er ikke nødvendigt at gøre det hvert år, men jeg vil gerne holde planterne lave og fornyede. Samtidig bliver de bredere og i løbet af sommeren dækker de hele bunden. Jeg skal huske at tage et billede af forandringen måned for måned. Vi fik jo væltet en del rundt med jorden da vi renoverede fliser sidste år, så jeg er spændt på at se hvordan roserne (Nina Poulsen) kommer til at gro. Det er gamle roser, som vi måtte grave op mens renoveringen stod på. Herefter blev jorden skiftet ud og roserne placeret som før. De tegner til at have overlevet allesammen.

Lasse morede sig med at lege fotograf højt til vejrs

Lidt fra "Nurseriet"

fredag den 13. april 2007

Travlhed på mange fronter

Forårstravlhed
Med påsken kommer også tiden, hvor vi skal have klargjort Sweetie, så den kan komme i vandet 1. weekend efter påske. I år havde vi rigtig dejligt vejr til klargøringen og det gik nemt og hurtigt med at få primet, bundmalet, renoveret teaktræ og at polere skroget.
Jeg har været flittig i forhaven og har klippet næsten alt ned til 15 cm over jorden. Jeg vil gerne have forynget disse planter hvert år, så de skyder nye skud fra bunden.
Ellers er der et festfyrværkeri af alle mulige løgvækster og der er masser af primula, som jeg skal huske at have delt - og fordelt rundtomkring i haven. Det er helt utroligt - lærkehækken er sprunget helt ud allerede den 12. april - det plejer først at være 4 uger senere. Mit hjertetræ, som jeg nu har haft i 5 år bliver helt forrygende i år. Sjovt at det ved løvspring har røde blade.
Nu skal roserne klippes ned hurtigst muligt - og så er det snart tid til udprikling af sommerblomsterne. Mere om sommerblomsterne i løbet af ugen.