fredag den 30. marts 2007

Naboens kirsebærtræ blomstrer

Gode tegn når naboens kirsebærtræ blomstrer
Først troede jeg det var sne - men nej det var rigtigt nok. Nu kan haveredskaberne godt komme ud igen. På planteskolen gik jeg igen forgæves efter mine "Lobularia Maritima", også kaldet Smådodre eller Krognål. Frøene er næsten altid væk med det samme.Jeg bruger dem som en duftende kantplante og i mine krukker, hvor den dækker bunden med liflig duft. Nu må jeg holde øjnene åbne alle andre steder for at finde dem. Også for dumt, at jeg ikke husker at tage frø af dem! Men selvfølgelig kom der både Lathyrus og høje hvide Tagetesfrø med hjem. Desuden 6 bakker stedmoderplanter. Det er blevet sådan at det slet ikke kan betale sig at dyrke dem selv. 12,95 for en bakke med 8 planter!. Vi er også ved at ordne vores sejlbåd i disse herlige dage, men når det er overstået bliver det havens tur.
Jeg har strikket og filtet påskepynt og i dag blev "kræet" fotograferet i haven.

mandag den 19. marts 2007

For tidligt - vinteren er tilbage

En drøm fra sidste år Foråret som blev væk har dog også sine gode sider. Nu sidder jeg igen foran PC'en og leger med havebillederne fra sidste år. Det nye legetøj, mit Paint-Shop-Pro program er et fint redskab og jeg har fra den specielle fotomappe, som jeg lavede med postkortmotiver fundet billedet med disse herlige forårsbebudere.
Haveredskaberne har jeg hængt pænt op i skuret igen - "ikke endnu" har jeg sagt til dem. Til gengæld fik motorsaven motion i dag. Som en anden forstkandidat har jeg vandret rundt og sat streger alle de steder, hvor gemalen skulle save. Og det blev til en anselig bunke træ.

..... og de ukuelige vil have forår nu!!!

I dag var et stærepar oppe i æbletræet for at se på lejlighed - og den faldt i deres smag. Nu er der travlhed med at slæbe redemateriale sammen. Jeg må lige ud med en klump uld, så der kan blive hyggeligt og lunt i stærekassen. Når stærene er flyttet ind, kan jeg iagttage dem fra min seng og kikkerten får sin faste plads på natbordet.

søndag den 11. marts 2007

Fuglefløjt og hormoner i luften

Pludselig er de der bare
Hvert forår undrer jeg mig over at se, hvor hurtigt blomsterne "skyder" frem alle vegne. Fra at have været begravet i sne for bare 10 dage siden, står vintergækkerne nu og nikker for at man skal få øje på dem.
Forretningerne har fået frøposerne hjem og endnu en gang lader man sig friste. Også planteskolerne bliver det sværere og sværere at komme udenom i de næste par måneder. Det er faktisk lidt svært, når man lider af både "plantomani" og "garnomani". Begge dele lokker med farver og drømme og forhåbninger til hvad man kan få ud af råmaterialet :-)
Tiden er inde til at feje de sidste efterårsblade væk, at få renset fliser for alger, at tørre tøj udenfor ---- Åhhhhh ---- hvor herligt med udetørret sengetøj!!.
Græsplænen råber på en gang trimning og klipning inden ret længe. .....Så nu er det snart slut med at sove længe, for når man bliver vækket med fuglefløjt er det betydeligt nemmere at komme ud af fjerene. Lange arbejdsdage i haven sørger også for at den naturlige træthed indfinder sig og at aftenerne og den halve nat ikke tilbringes ved PC'en. Det er simpelthen ved at være forår nu ........ hurra for det.

fredag den 2. marts 2007

Kunne ikke komme forbi planteskolen

De første købte forårsblomster
Det var umuligt at gå hjem uden disse skønne forårsbebudere, som heldigvis kan tåle endog lidt frost. Fra vores lille hyggehjørne i stuen har vi udsigt til terassebordet, hvor jeg kan li' at se på noget pænt. Jeg har nu heller ikke set gule hyacinter før, så nu nyder "Jonny og Jonas" både synet og duften af dem. Det bliver spændende at se, hvor længe de holder. Frøposerne er også ved at komme frem rundt omkring i butikkerne, så der er da udsigt til varmere tider.