lørdag den 28. oktober 2006

Teaktræsmøblerne renses

Teaktræsstolene renses og lysnes
Vi kan godt lide den sølvgrå farve som teaktræsmøbler, der står udenfor erhverver sig i tidens løb. Men de får kun denne farve, når de er udsat for vind og vejr. At de er grå behøver jo ikke at betyde at de er snavsede og jordslåede. Imidlertid ville jeg gerne rense disse to stole, fordi de skal byttes om med nogle andre og stå sammen med et lyst bord på den overdækkede terasse.
Jeg har i tidens løb renset masser af teaktræ, blandt andet på vores båd. Derfor kunne det ikke falde mig ind at købe nogle af disse "Rens-af" produkter fra kendte firmaer. Hvis man studerer indholdet, vil man kunne se, at de indeholder dels kaustisk soda - dels citron- eller oxalsyre.
Så jeg nøjes med at købe kaustisk soda og citronsyre, nok til at blande mindst 10 liter af. Så der er til mange gange.

Kaustisk soda sprøjtes eller pensles på møblerne

Kaustisk soda er stærkt ætsende (basisk) så man skal bruge en børste med nylonhår, alt andet bliver ætset op. Læs omhyggeligt brugsanvisningen på emballagen. Og husk gammelt tøj, gummihandsker og beskyttelsesbriller. Hav altid rent vand i nærheden når du arbejder med opløsningen. Møblerne bliver helt mørke, når den kaustiske soda har virket et par minuttter. Så børster jeg med en stiv børste, og skyller efter med rent vand.

Neutralisering med citronsyre opløst i vand

Det tager kun et øjeblik, før man kan se at citronsyren neutraliserer og lysner træet igen. Når det har virket et kvarters tid - om sommeren kan man være nødt til at gøre træet vådt igen, fordi virkningen ophører når citronsyren tørrer ind, ja så mangler man kun at skylle godt efter med rent vand. Jeg vil dog efterfølgende sjaske stolene ind med en sæbeblanding (træsæbe). Desværre begyndte det at regne inden stolene var helt tørre, hvilket ellers går ret hurtigt med teaktræ på grund af dets olieindhold. Vandet trænger kun ind i træets overflade. Det sidste billede er taget af stolen inden den var helt tør.

Caféstolene blev renset og træsæderne slebet let og lakeret med gulvlak.

Det er nu mest for den store Fuchsias skyld jeg har taget billedet. Jeg ved stadigvæk ikke hvordan jeg skal overvintre den. Den står i en plasticspand og er flytbar. Måske får den en tilværelse som nomade og må flyttes fra terasse til udhus, til garage, til værksted - og forhåbentlig ikke til komposten.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar