fredag den 7. juli 2006

Klematis, storkenæb og løvefod

Clematis "Julia Correvon" på redskabsskuret

Forskelligt antal kronblade ?

Rød klematis på redskabsskuret Den flotte røde klematis med navnet Clematis viticella "Julia Correvoner er blot 3 år gammel og i år overrasker den ved at blomsterne har forskelligt mange kronblade - på samme plante. Det har jeg før oplevet med en lyserød klematis, som det ene år har dobbelte blomster, og næste år er det bare enkle blomster. Den røde klematis og det grå vejrbidte træ fra haveskuret står så flot sammen. Læg også mærke til grenstumpen, som vi har døbt "Danserinden"

Storkenæb (Geranium) og Løvefod i blomst

Løvefod og storkenæb er i fuld blomst nu. Når storkenæb (Geranium) er afblomstret, men ikke har smidt sine frø, klipper jeg den helt ned. Efter 14 dage står den igen med små grønne tuer og kan nå en blomstring mere.

Havebænken i alt det grønne

Når solen står på sit højeste ved middagstid er der pragtfuld skygge ved havebænken og det bliver der ved med at være til henved 7-tiden. Det er også der de skyggetålende planter - blandt andet ørnebregnen breder sig. Bag ved ørnebregnen en formklippet liguster. Fra bænken har vi udsigt til bålpladsen og til det runde bed med blågran og rododendron, men græsplænen er desværre snart en afsvedet græsmark. Vi har aldrig vandet med slange eller spreder på de store arealer, så i denne tid slæber jeg rundt med vandkander.

Hortensia Annabelle plantet om i spande Desværre har mine nyplantede hortensiaer det ikke godt hvor de står nu, så de to af dem har jeg gravet op og har plantet dem i nogle sorte plastspande med huller i bunden. Spanden har jeg sat ned i en anden spand, som jeg har malet med "forhåndenværende" maling. Det er planterne ret glade for. Efter bare 6 dage, begynder de at få nye blade i stedet for de afsvedne eller afgnavede.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar